Den dårlige taber

Jeg var jo bare en lang og ranglet dreng fra Hvide Sande med tynde arme og tynde ben. Jeg blæste næsten væk i vestenvinden, mens jeg smadrede min mors tennisketcher ned i jorden, når jeg tabte til min nabo i gadetennis. Jeg kæmpede om bolden, til det begyndte at flimre, når vi spillede fodbold i haven. Og det var jeg dælme også god til - fodbold altså.

Jeg var dog ikke særlig gammel, før jeg fik så meget selvindsigt, at jeg aldrig ville blive professionel fodboldspiller. Det er trods alt yderst begrænset, hvor mange fodboldspillere Hvide Sande har sendt afsted ud i Europa til lukrative kontrakter.

Nu har den engang så ranglede dreng dog fundet en anden profession at presse sin stædighed ned over. Og selvom han med årene er blevet bedre til at tackle nederlag, er det nu altså heller ikke så skidt at være en dårlig taber i journalistik.

For nogle måneder siden skrev jeg historien om en ung mand, der var blevet misbrugt af sin mor. Han ville gerne fortælle sin historie, men turde ikke rigtigt. To gange lavede vi en aftale - to gange blev jeg brændt af. Jeg ville dog ikke bare slippe ham. Så jeg opsøgte manden, og til sidst fik vi lavet interviewet. Historien var hjemme. Til glæde for os begge.

Stædighed og ihærdighed er stadig det, som driver mig i dag. Jeg bryder mig ikke om at tabe på fodboldbanen, men jeg bryder mig bestemt heller ikke om at tabe historien på gulvet.